3.5
Score

Format: DVD, Blu-ray, Streaming

Release: 10-02-2020

Min: 122

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen

Covertekst:
Den mislykkede komiker Arthur Fleck (Joaquin Phoenix) begynder langsomt at blive sindssyg, i takt med at han forvandler sig til superskurken Joker i Todd Phillips’ spændende originale fortælling.

Filmen:
Film med Joaquin Phoenix i hovedrollen kan gå begge veje, enten er han helt forrygende eller pivringe. Men eftersom han både har vundet Oscar® og Golden Globe® for bedste mandlige hovedrolle i denne film, er det nok højst sandsynligt en af hans gode film. Og ja, det her er uden tvivl en af Phoenix’ bedste præstationer. Han formår at skabe balancen mellem det gode og det onde, hvor han bevæger sig mod overgangen til, at blive mere og mere sindssyg for til sidst at ende som superskurken Joker, kendt fra Batmans univers. Iøvrigt er der et fint lille tvist i filmen hvor Joker møder Batman mens han er barn og endnu ikke superhelt og hans værste fjende. 

Hele Phoenix’ væremåde som Joker har noget urovækkende over sig, hans kropssprog og især mimik gør ham uhyggelig, samtidig med der også skabes noget sympati for ham fordi seeren får historien bag. Hvordan Arthur Fleck på grund af vrangforestillinger, vanrøgt og ydmygelser får hans sindslidelse til at springe ud i fuldt flor, og alle de forskellige hændelser filmen følger der til sidst gør, at han bliver Joker. Så det er ikke bare en film om en superskurk, men et portræt af en menneskelig skæbne og det gør filmen markant anderledes end andre film, der bevæger sig i superhelte og superskurke universet.

Der er meget lidt action i filmen, i stedet fokuserer den på det psykologiske aspekt, den gradvise nedbrydelse af Fleck og tilblivelsen Joker. Historien hænger rigtig godt sammen, der er en dybde i der gør filmen interessant trods det ellers ret adstadige tempo den ligger for dagen. Stemningen i filmen er dyster, først og fremmest skabt ved hjælp af filmens gennemførte visuelle side, et New York der ved hjælp computergrafik er forvandlet til et trøstesløst og beskidt Gotham City. 

Ekstra:

  • Becoming Joker – 1.25
  • Joker: Vision and fury – 22.25
  • Please welcome…Joker – 2.44
  • Joker: A chronicle of chaos – 3.04

Featuretten “Vision and Fury” går bag om filmen og den er interessant i forhold til filmen. De tre andre featuretter er korte og uvedkommende og handler meget om Joaquin Phoenix og hans rolle, uden egentlig at være interessante.

Konklusion:
“Joker” udmærker sig ved mesterligt skuespil af Joaquin Phoenix, der uden de store ord leverer en skræmmende præstation. Filmen er et dystert drama der fortæller hvordan Joker er blevet til, en interessant og hidtil ufortalt historie der har sin berettigelse, og det er blevet til en urovækkende psykologisk film.

Karakter:
Ekstra: 1.5/5
Filmen: 3.5/5