5.0
Score

Format: DVD, Blu-ray, Streaming

Release: 09-01-2020

Min: 142

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen

Covertekst:
Morgan Freeman spiller ”Red” Redding, en livstidsfange, der efterhånden er hjemmevant i Maines Shawshank fængsel. Tim Robbins er den nye medfange Andy Dufresne, en stille bankmand, der uretmæssigt er dømt skyldig i mord. Andy er fuld af overraskelser – og han gemmer den bedste til sidst. Skrevet og instrueret af Frank Darabont, baseret på en historie af Stephen King.

Filmen:
Dette er en genudgivelse af filmen der på dansk hedder “En verden udenfor” (det hed den sidste gang den blev udsendt på Blu-ray også, men denne gang altså med originaltitlen!!!???) Filmen er egentlig helt tilbage fra 1994 og er en af 90’ernes store filmhit, spørgsmålet er hvorvidt filmen stadig holder 26 år efter den blev lavet? Filmen blev nomineret til 7 Oscars® og 2 Golden Globes® uden at vinde nogen af dem, men har til gengæld topplaceringen på hjemmesiden IMDb.

Filmen foregår over en periode på ca. 20 år og handlingen udspiller sig i et fængsel, med Tim Robbins som den nye fange. Der er mange personkarakterer med i længere eller kortere perioder, såvel sympatiske som usympatiske, men alle væsentlige med deres lille bid til historien der binder historien godt sammen. Hovedrollerne tilhører hele filmen igennem Tim Robbins og Morgan Freeman, i nogle af deres helt store og nu ikoniske skuespilpræstationer. Filmen bindes desuden sammen, da der er lidt spring i tiden undervejs, af Morgan Freemans fortællerstemme der har noget hypnotisk dragende over sig.

Der er tale om en virkelig fængende film med en gennemtænkt handling, detaljeret, hvor alt har en betydning. Et til tider intenst drama der rummer uretfærdighed, korruption og vold, men også med “feel good” stemning. Trods det barske og rå miljø handlingen rummer i hele fængsels historien med den egocentriske og onde fængselsinspektør, viser den samtidig en varme og humor i sin personskildring der klæder filmen. Den skildrer på fornemste vis hvordan selv de mindste ting som fx musik, en bog, ja selv en øl, kan have stor betydning for de indsatte. De menneskelige historier er en kæmpe del af filmen, det der får filmen til at blive så medrivende og interessant.

Ekstra:

  • Commentary
  • Hope Springs eternal: A look back at The Shawshank redemption – 31.01
  • Shawshank: The redeeming feature – 48.17
  • The Charlie Rose show with Frank Darabont, Tim Robbins and Morgan Freeman – 42.21
  • The Sharktank redemption – 24.46
  • Storyboards: Bogs takes a fall – 4.31
  • Storyboards: New fish arrive – 4.00
  • Still galleries
  • Theatrical trailer – 1.59

Ekstramaterialet er fyldigt bestående af fire længere featuretter plus nogle uinteressante småfeaturetter. “Hope Springs eternal” er et godt gammeldags materiale der går bag om filmen, men som også har lidt år på bagen. “Shawshank” er en dokumentar om filmen og det fænomen den er blevet til. Disse to er filmens bedste featuretter. “The Charlie Rose show”, et gammelt interview med Darabont, Robbins og Freeman og “The Sharktank”, en parodi på filmen, har ikke nogen nævneværdig værdi for ekstramaterialet.

Konklusion:
“The Shawshank redemption” er en film man bare skal se, og det gør ikke noget man har set den før. Den rummer en virkelig interessant og fængende historie på flere forskellige niveauer. Det er en en fremragende film, renset for platheder, så den i dag stadig fungerer så mange år efter sin oprindelige udgivelse. Det er en film der stadig holder og derfor også må betegnes som en klassiker, af den slags der stadig ville kunne ses med fornøjelse om 20 år igen. (Og måske også et par gange indimellem).

Karakter:
Ekstra: 2/5
Filmen: 5/5