Format: DVD, Blu-ray, Streaming, HBO Nordic

Release: 24-10-2019

Min: 321

Anmeldt af: Aron Gerberg Simonsen

Covertekst:
Denne fængslende miniserie i fem afsnit med Jared Harris, Stellan Skarsgård og Emily Watson fortæller den rystende historie om den værste menneskeskabte ulykke i historien – den enorme eksplosion i Tjernobyl-atomkraftværket i Sovjetunionen i 1986.

Filmen:
Chernobyl er verdenshistoriens værste atomulykke som var tæt på, at ende i en endnu større katastrofe end det i sidste ende endte med, fordi det meget lukkede kommunistiske Sovjetunionen prøvede at lægge låg på. Miniserien starter med den fatale ulykke og slutter med den retssag der skulle dømme de skyldige, en retssag som på forhånd kun havde ét udfald, for i Sovjetunionen var man skyldig og ville helt sikkert blive dømt, når først man var blevet anholdt. Det er et interessant indblik i hele hændelsesforløbet fra 1986 der kan ses i denne velskabte miniserie, en meget detaljeret gennemgang af ulykken, forsøget på at opklare hvorfor, mens det sovjetiske partidiktatur prøver at dække over det. Historien om hvordan en lille flok mænd og kvinder kæmpede for, at mindske skaderne og undgå en kæmpe katastrofe og om de mennesker det gik ud over.

Det er en skræmmende fortælling om det sovjetiske system der i sin faste overbevisning og tro på systemet, hvor hver især havde en bestemt funktion og hvor det ikke var tilladt at tænke selvstændigt, ville bagatellisere det hele. Det er det mest interessante ved serien, altså historien om det sovjetiske samfund og hvilken indflydelse det havde på ulykken før, under og efter, og hvilke forfærdelige konsekvenser det gav. Der er også sneget sig en kærlighedshistorie ind i handlingen, om en af brandmændene og hans kone, men sammenlignet med alle de andre aspekter af filmen, virker den ret uinteressant. Til gengæld er hovedpersonen “Legasov” en interessant karakter, han var manden der blev sat til at undersøge hændelsesforløbet og fandt frem til ting, som diktaturet egentlig ikke ville have frem. Den viser hans splittelse mellem at være tro mod systemet (fordi det ganske enkelt ikke var tilladt at være imod), og trangen og nødvendigheden af, at fortælle den virkelige sandhed og hvordan det kunne undgås i fremtiden. 

Ekstra:

Disc 1:

  • Inside the episodes – 7.20
  • What is Chernobyl – 1.38
  • Meet the key players – 5.40

Disc 2:

  • Inside the episodes – 6.56

Ekstramaterialet er temmelig kort, seriens store tema taget i betragtning, og der er ikke ret meget at komme efter. Der er en smule om episoderne sammenlignet med de virkelige begivenheder og lidt om skuespillerne der er med.

Konklusion:
Chernobyl er en historisk interessant miniserie om Chernobyl ulykken og om følgevirkningerne, og som sådan er det en rigtig god serie. Det er dog også en serie der kører i et ret adstadigt tempo og ikke er lige spændende hele vejen igennem. Den rammer sandsynligvis det historiske temmelig korrekt og derfor er serien også af en kvalitet, hvor de 5 timers “underholdning” er godt givet ud.

Karakter:
Ekstra: 1/5
Filmen: 3/5