Format: DVD, Blu-ray, Streaming

Release: 14.03.2019

Min: 106

Anmeldt af: Keld Mølbæk

Covertekst:
Jamie Lee Curtis vender tilbage til sin ikoniske rolle som Laurie Strode, der tager det endelige opgør med Michael Myers, den maskerede mand, der har forfulgt hende, siden hun akkurat undslap hans massemord en Halloween-aften for 40 år siden. Gysets mester John Carpenter er gået sammen med instruktøren David Gordon Green og produceren Jason Blum (Get Out, Split) i denne opfølgning til Carpenters klassiker fra 1978.

Filmen:
Nyeste skud på stammen i den endeløse række af Halloween film, siden den første film  udkom i 1978 og sidenhen blev en klassiker inden for gysergenren. Frem til i dag er der lavet 11 film og om dette er den sidste skal her være usagt. Det er 40 år siden den første film blev lavet, heldigvis udmærker denne film sig ved også, at lade sine to hovedkarakterer, “Michael Myers” og “Laurie Strode”, være 40 år ældre. “Laurie Strode” er endnu engang spillet af Jamie Lee Curtis, der også selv har været med til at producere filmen, nu er hun en bedstemor i filmen så hendes datter og datterdatter er også blevet en del af plottet.

Den aldrende “Michael Myers” undslipper fra galeanstalten og så er der lagt op til den sædvanlige katten efter musen jagt, der kendetegner mange af seriens film. Den er meget tro mod sine forgængere, og mange af de gyserfilm (“slasher” film) den dannede grobund for, hvor én efter én af filmens personer bliver slagtet/slået ihjel. Manuskriptet er dog noget søgt og der bliver kogt godt og grundigt på den gamle historie, så det kan være svært at vurdere om filmens handling og opbygning er forældet, eller klassisk? Begge dele måske, men det fungerer langt hen ad vejen, hvis man er til old school gyserfilm, og det psykologiske gys og splatter effekterne er med til at cementere, at det er en solid og habil film inden for genren.

Nogle af de gode ting ved denne film er, at Jamie Lee Cutis som “Laurie” ikke spiller offerrollen, men snarere er en slags hævnende engel, hun har ventet et langt liv på at kunne få bugt med sin nemesis. Om det sker i denne film skal ikke afsløres her, det fungere dog godt, at det er den mere hardcore attitude hun lægger for dagen. En anden god ting er også slutningen der er rigtig fed og spændende, nervepirrende og med smæk for skillingen.

Ekstra:
Deleted extended scenes – 12.42
Back in Haddonfield: Making Halloween – 6.05
The original scream queen – 2.32
The sound of fear – 3.19
Journey of the mask – 2.33
The legacy of Halloween – 4.24

Featuretterne er små og hurtigt overståede, den overfladiske tilgang til ekstramaterialet gør også, at det ikke er helt vildt spændende.

Konklusion:
“Halloween” er tro mod sit oprindelige oplæg og på den måde fungerer den rigtig godt, stilen er i den gammeldags ende af skalaen, men det kan der jo også være noget godt ved. Handlingen er dermed meget forudsigelig og det er let at se hvad den bygger op til, den er med andre ord ikke så uhyggelig som man kunne forvente af en gyserfilm. Overraskelsesmomentet mangler, til gengæld en det en spændende og klassisk gyserfilm der bestemt er et kig værd, især hvis man er fan af de andre film i serien.

Karakter:
Ekstra:1/5
Filmen: 3/5