2.5 Score
Format: DVD, Blu-ray, Streaming – Release: 15.11.18 – Min: 97
Covertekst:
Blumhouse Productions introducerer dig for en bevægelse, der begyndte som et simpelt eksperiment: The First Purge. For at få kriminaliteten ned under en procent for resten af året tester New Founding Fathers of America en sociologisk teori, der giver afløb for aggressioner en enkelt nat i et isoleret samfund. Men da vold fra overmagtens side møder raseriet fra de marginaliserede, kommer situationen ud af kontrol og spreder sig til resten af landet.
Filmen:
Fjerde film i serien om “purge night” er en prequel der fortæller om hvordan det hele startede. Forfatteren er den samme som til de foregående film, mens det for instruktørens vedkommende er hans første gang i denne filmserie. Forfatteren James DeMonaco instruerede selv de tre første film, men ikke denne, og det kan godt ses, den når ikke samme spændingsniveau og er en lidt mere tam udgave, de første 40 minutter sker der ikke det helt store. Herfra tager filmen fart og her kommer noget af det brutale som har gjort de andre film seværdige.
Der er også noget plat i, at helten i filmen er en narkogangster der kva sit tidligere forhold til filmens kvindelige hovedperson, bliver dagens helt i skysovs. Der er et eller andet skævt i det samlede billede med en storkriminel der fremstilles som en helgen. Det skal selvfølgelig også ses i modsætning til de endnu ondere lejesoldater, der sættes ind for at sætte gang i purge night. Idéen bag purge night er nemlig en udrensning af fattige, en klasseskelskrig er altså under opsejling. Filmen er meget forudsigelig og det er ikke særlig originalt når filmen laver det til en film om afroamerikanere mod hvide amerikanere, men det er netop sådan filmen er stillet op. Lejesoldaterne er blege og mange klædt ud i klu klux klan dragter, mens de gode, dem der sælger narko og skyder hinanden i det daglige, alle er mørke. Det er slående så vigtigt det har været for instruktøren, at påvise denne form for sort/hvid klasseskel (bogstaveligt talt).
Ekstra:
- Deleted scene – 1.47
- A radical experiment – 4.57
- Bringing the chaos – 1.24
- The masks of the first purge – 1.22
Featuretterne er små og kedelige med undtagelse “A radical experiment”, den er en smule interessant.
Konklusion:
“The first purge” har ikke niveauet fra de tidligere film, det bliver mere en film der vil vise hvordan de hvide amerikanere undertrykker de afroamerikanske, end en fremtids splatter/gyserfilm, den er dermed ikke så interessant som de tidligere film. Der er dog en del splatter og uhygge der retter op på de forslidte klichéer, og skaber en nogenlunde seværdig film.
Karakter:
Ekstra: 1/5
Filmen: 2.5/5
Anmeldt af Aron Gerberg Simonsen